Ser man på det samlede danske arbejdsmarked, tjener mænd gennemsnitligt 22 pct. mere om året end kvinder. Det er den helt rå forskel, når man blot kigger på hvad mænd og kvinder får udbetalt i alt. Det er imidlertid sådan, at kvinder i gennemsnit arbejder færre timer end mænd, og især er der relativt flere kvinder, der er på deltid. Hvis man skal undersøge, om der sker urimelig forskelsbetaling, bør man derfor se på timelønnen. Timelønnen kan opgøres på flere måder, dels den udbetalte indkomst per faktisk præsteret time, og dels standardfortjenesten, hvor man udelader betydningen af betalt sygefravær og planlagt overarbejde. Det giver lidt forskellige resultater for de to køn, da kvinder har mere sygefravær, og mænd har mere overarbejde.
Afhængigt af hvilken form for fortjeneste man ser på, så gælder for hele arbejdsmarkedet, at kvinders fortjeneste per time er 14 til 18 % lavere end mænds. I 2010 udgav Lønkommissionen en rapport (1) om hvor stor en del af denne kønsforskel der kan forklares hvis man går mere i dybden med data. Man kan tage hensyn til uddannelse og sammenligne ufaglærte for sig, folk med lav uddannelse for sig, og folk med høj uddannelse for sig. Da der er flere lavtuddannede kvinder end mænd, forklarer det lidt af forskellen. Desuden er der flere ledere blandt mænd end kvinder, og da ledere får højere løn, forklarer det også noget af forskellen. Mænd har i gennemsnit været længere tid i job og har større anciennitet, og de jobfunktioner mænd varetager, er ofte højere lønnede.
Da Lønkommissionen tog hensyn til disse forhold, nåede de frem til de resultater, som ses i figurerne. For den offentlige sektor fandt man, at timelønnen var stort set identisk for mænd og kvinder med samme arbejde, anciennitet etc. Man kunne stort set forklare hele lønforskellen. For den private sektor, derimod, kunne man kun forklare en mindre del. Ud af en timelønsforskel på 12,3 % kunne man kun forklare 30 % af forskellen. Det kunne tænkes at afspejle, at i den private sektor spiller individuel dygtighed og erfaring en større rolle; desuden er der relativt store forskelle mellem forskellige lederjobs i den private sektor. Se også afsnit 35.
Nogle år senere udgav en forskergruppe ved SFI (det Nationale Forskningscenter for Velfærd, nu omdøbt til VIVE) en anden analyse (2). Her forsøgte de yderligere at afgøre, hvor stor en del af lønforskellen, der kan forklares statistisk. For personer ansat i det offentlige fandt de en overordnet kønsforskel i timelønnen på 11,4 %, og for folk i det private en kønsforskel på 13,7 %. De gik så i gang med at tage højde for de faktorer, der potentielt kunne forklare disse kønsforskelle.
For det private arbejdsmarked fandt de, at forskellen i timeløn faldt en lille smule, til 11,3 %, når de tog højde for forskelle mellem kønnene m.h.t. personlige karakteristika så som uddannelse, anciennitet, og erfaring i jobbet, samt om personen er single og om personen bor i København. Derefter tog de hensyn til forholdene inden for hvert af 543 forskellige erhverv og i de enkelte ”jobceller”, dvs. arbejdsheder inden for arbejdspladsen. Her er der en meget stor kønsadskillelse. Kvinder er i gennemsnit ansat i jobceller, hvor der er 69 % kvinder blandt de ansatte, mens mænd i gennemsnit er ansat i jobceller, hvor der kun er 19 % kvinder blandt de ansatte. Generelt er lønnen lavere i typiske kvindefag, f.eks. kantinearbejde, omsorg og rengøring, mens lønnen er højere i typiske mandefag, f.eks. tekniske fag og arbejde der foregår udendørs. Når man så inddrager, at kvinder mest er i fag med lavere timeløn og mænd mest er i fag med lidt højere timeløn, så kan det forklare det meste af lønforskellen. Herefter der kun ca. 5 % af forskellen i timeløn, som er uforklaret. Det er muligt, at også en del af den forskel kan forklares – f.eks. hvis man ser mere individuelt på overarbejde, genetillæg, forskelle i fravær etc., dvs. forskellen er ikke nødvendigvis uforklarlig. Den er blot indtil videre uforklaret.
Når det gælder det offentlige, så var der som nævnt en kønsforskel på 11, 4 %. Når man tog hensyn til individuelle karakteristika – uddannelse, anciennitet etc. – så faldt denne forskel til 6,8 %. Når man yderligere inddrog fagområdet – f.eks. omsorg versus teknik – og desuden inddrog andelen af kvinder i den enkelte jobcelle, så faldt kønsforskellen til blot 0,3 %. Det er det samme resultat, som Lønkommissionen nåede frem til, og det bekræfter, at inden for det offentlige er der i hvert fald ikke nogen direkte kønsdiskrimination i lønnen.
På det private arbejdsmarked er der som nævnt en uforklaret kønsforskel i lønnen på ca. 5 %. Men der er ingen konkrete holdepunkter for, at noget af denne forskel skulle skyldes diskrimination.
(1) http://www.lonkommissionen.dk/pdf/sammenfatning_og_konklusion.pdf
(2) Albæk, Larsen & Thomsen (2017): Segregation and the gender wage gaps in the private and the public sector. Empirical economics 53: 779-802. https://www.vive.dk/media/pure/6511/524183