I næsten alle kulturer anvender fædrene mindre tid på deres spædbørn end mødrene gør. Der er desuden den forskel, at mødrene især bruger mere tid på rutinepræget omsorg, mens den største del af mændenes tid med barnet bruges på leg. Der er ofte tale om fysisk præget, spontan og uforudsigelig leg, som virker meget stimulerende på børnene. Af samme grund vil børnene ofte helst lege med deres far, hvis de har frit valg (1, 2).
Fædre håndhæver som regel disciplin mere konsekvent end mødre (1, 3). Fædre fastsætter ret få, men tydelige regler, og insisterer på at de overholdes. De viger ikke tilbage fra en konfrontation med barnet for at få reglerne overholdt. Mødre har tendens til at definere flere regler, også om mindre bagateller; men hvis barnet protesterer, vil moderen ofte blive involveret i en argumentation, og vil ofte ende med at give efter. Mødre forsøger at få børnene til at efterleve reglerne ved at knytte børnene følelsesmæssigt til sig og bruge de følelsesmæssige bånd som middel til at få dem til at adlyde. Alt i alt betyder det, at især mange sønner lærer af deres mor at man kan omgå regler og snakke sig fra det. Her er der brug for faderen som modvægt.
Warren Farrell skriver, baseret på erfaringer fra mandegrupper og enkelte målrettede forsøg, at fædre vil ofte udfordre børnene, og ofte drille dem lidt (3). Det stimulerer børnenes mentale udvikling; men mødrene bryder sig ikke om det; det er som om de helst vil have at børnene aldrig oplever noget der i øjeblikket føles negativt; i hvert fald for døtrene betyder det, at de bliver mere følsomme over for stress (4).
Nogle undersøgelser illustrerer, hvordan faderen kan have positiv virkning på barnets mentale udvikling. Der er bl.a. en del undersøgelser der viser, at når faderen involverer sig meget med barnet i spædbarns-alderen, så udvikler det sig bedre mentalt. I en undersøgelse studerede man faderens kontakt til barnet, da det var 3 måneder gammelt, og da det var 2 år. Man fandt, at jo bedre kontakt, der var til faderen, da barnet var 3 måneder gammelt, jo bedre var barnets kognitive udvikling i en alder af 2 år (5, 6). Der var en positiv effekt af faderens engagement ved begge alderstrin, og der var tale om en ekstra effekt ud over effekten af moderens engagement (6).
I en anden undersøgelse af barnets kognitive evner i en alder af to år fandt man, at der ikke var nogen sikker sammenhæng med barnets kontakt til faderen, da det var 9 måneder gammelt; her gav kun kontakt til moderen udslag. Men kontakt til både mor og far, da barnet var 2 år, havde betydning for dets evner som 2-årigt (7).
Endnu et eksempel på en sådan undersøgelse drejer sig om 15 måneder gamle børn. Man foretog detaljerede observationer i 40 forskellige private hjem med et barn i denne alder og registrerede forældrenes adfærd over for børnene (8, 9). Bagefter lavede man forsøg, hvor børnene blev anbragt ved siden af et udvalg af legetøj. Man registrerede hvor målrettet, vedvarende, hensigtsmæssigt og kreativt de legede med legetøjet.
Børnenes legeadfærd blev så sammenholdt med forældrenes tidligere adfærd over for dem. Der kunne kun spores lidt indflydelse fra moderen, og langt mere indflydelse fra faderen – måske fordi der er mere variation i fædres adfærd end i mødres, således at det er forskelle blandt fædrene der gør et udslag. Fædre som ofte var psykisk fraværende (læste avis eller så fjernsyn) havde børn der legede relativt formålsløst, hvorimod næsten alle former for opmærksomhed fra faderens side viste positiv sammenhæng med barnets legeadfærd i forsøget. Især var det positivt at faderen ofte snakkede med barnet og viste varme følelser over for det. Fysisk berøring fra faderen virkede åbenbart stimulerende, hvorimod fysisk berøring fra moderen åbenbart virkede hæmmende (mødre holder især på deres børn mens de pusler dem eller for at udøve disciplin, dvs. fysisk berøring fra mødre er forbundet med at blive holdt fast og hæmmet). Leg med kraftige fysiske udfoldelser virkede kun positivt hvis det var faderen der udførte dem, ikke hvis moderen udførte dem; sociale lege og lege hvor forældrene var fælles med børnene om deres legetøj havde til gengæld kun positiv betydning, hvis moderen udførte dem. Med andre ord: samme adfærd hos de to forældre havde ikke samme virkning på deres barn.
Det viste sig desuden, at forældrene supplerede hinanden. De børn, der var mest vedholdende og kreative i deres leg, var de børn, hvis forældre brugte mest tid på netop det de var bedst til – altså hvis f.eks. moderen legede sociale lege, og faderen gav børnene fysiske udfoldelser. Det var også mest positivt, hvis begge afholdt sig fra det, der havde mest negativ virkning – hvis fædrene ikke var passive og fraværende, og hvis mødrene ikke hæmmede børnene for meget ved at holde på dem. Konklusionen var altså, at forældrene spillede hver sin rolle og kunne supplere hinanden.
(1) https://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/06/the-distinct-positive-impact-of-a-good-dad/276874/
(2) Michael E. Lamb (1997): The development of father-infant relationships. Pp. 104-120 i M. E. Lamb (ed.): The role of the father in child development. 3rd ed. Wiley & Sons.
(3) Kapitel 16 i Warren Farrell & John Gray (2018): The Boy Crisis. BenBella Books.
(4) https://ifstudies.org/blog/how-dads-affect-their-daughters-into-adulthood
(5) https://www.bbc.com/news/education-39869512
(6) Vaheshta Sethna et al. (2017): Father-child interactions at 3 months and 24 months: Contributions to children´s cognitive development at 24 months. Infant mental health journal 38 (3): 378-390.
https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/imhj.21642
(7) Cabrera, Fagan, Wight & Schadler (2011): Influence of mother, father, and child risk on parenting and children´s cognitive and social behaviors. Child development 82 (6): 1985-2005.
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22026516
(8) Jay Belsky (1980): A family analysis of parental influence on infant exploratory competence. Pp. 87-110 i F. A. Pedersen (ed.): The father-infant relationship. Observational studies in the family setting. Praeger Scientific.
(9) Michael E. Lamb (1980): The development of parent-infant attachments in the first two years of life. Pp. 21-43 i F. A. Pedersen (ed.): The father-infant relationship. Praeger special studies.