Der findes talrige undersøgelser der påviser fædres positive betydning for deres børns udvikling; især for forhold der først viser sig ret sent i børnenes udvikling, i teenageårene eller endog i den voksne alder (1).

Blandt andet har man konstateret, at fædre der har engageret sig meget i leg og fysiske udfoldelser med børnene, har børn som i skolealderen er populære blandt deres jævnaldrende. Det vigtige er især faderens evne til at reagere positivt på børnenes initiativer, og at han beskæftiger sig ret meget med dem. Men hvis faderen er dominerende, blander sig meget og vil styre børnenes aktiviteter, så lærer børnene ingen sociale færdigheder.

Fædre har også betydning for at børnene udvikler ansvarlighed. I en undersøgelse af skoleelever i ca. 16-års alderen bad man lærerne om at vurdere elevernes ansvarlighed, altså om man kunne stole på at de opfyldte deres forpligtelser (2).

Graden af ansvarlighed viste betydelig sammenhæng med hvordan forældrene opdrog deres børn; der var stor forskel på hvad der gavnede ansvarlighed hos sønnerne og hos døtrene. Hos døtrene havde det negativ betydning, at forældrene greb meget ind og styrede dem. Hos sønnerne havde en passende kombination af kærlighed og disciplin positiv betydning.

Generelt var det faderens adfærd, der gav de kraftigste udslag på børnenes ansvarlighed, og det var især hans anvendelse af disciplin, der havde betydning. Med hensyn til døtrene, så var det især overdreven disciplin der gav lav ansvarlighed; mindre disciplin virkede positivt, men alt for slap disciplin havde igen en svagt negativ virkning. Med hensyn til sønnerne, så var det især mangel på disciplin der gav lav ansvarlighed; mere disciplin virkede positivt, men overdreven disciplin havde igen en svagt negativ virkning. Vi ser således at de to køn reagerer ret forskelligt på samme form for opdragelse.

Andre undersøgelser bekræfter faderens betydning. Det synes at være generelt at hvis faderen er omsorgsfuld og engagerer sig i sine børn, så vil han med sit positive eksempel fremme barnets ansvarlighed. Piger og drenge med meget engagerede fædre vil oftere end andre tage ansvaret for deres egne handlinger og styre sig selv, frem for at overlade det til andre personer at styre dem (1).

I en undersøgelse interviewede man mødre, da børnene var fem år gamle, for at få oplysninger om hvordan børnene blev opdraget (3). Senere undersøgte man en del af de samme personer, da de var blevet 31 år gamle. Man anvendte diverse procedurer for at vurdere personernes grad af empati, bl.a. ved at de skulle angive i hvor høj grad ord som gavmild, hjælpsom, venlig, følsom, og varm passede på dem. Man fandt en meget stærk sammenhæng mellem graden af empati og den tidligere opdragelse. Det allervigtigste var, hvor meget faderen havde været involveret i omsorg for barnet. Faderens indsats havde større betydning end den kombinerede effekt af alle former for moderens adfærd over for barnet. Moderens og faderens ”varme” havde ingen betydning. Især havde moderens adfærd relativt lille betydning for sønner. En høj grad af far-involvering i omsorgen hang også sammen med, at afkommet havde relativt lavt behov for magt og for at drive sig selv målrettet frem.

Talrige undersøgelser har set på hvor dygtige eleverne er i skolen, og her viser det sig at fædre har en speciel gavnlig indflydelse på børnenes evner for skolefag (1, 4). Det gælder specielt på relativt maskulint betonede felter, så som regning og rumligt betonede tests. Virkningen er tydeligst hos drenge. Hos 9-årige drenge har man f.eks. fundet, at de hvis fædre var meget til stede i hjemmet, klarede sig bedre i skolefagene end dem hvis fædre havde meget lidt tid til deres børn, og dem der helt manglede en far (5). Drenge i den alder synes at bruge deres fædre som forbilleder på en ret direkte måde, og jo mere tid de bruger sammen med deres far, jo bedre evner viser de for problemløsning og m.h.t. intelligens. Hvis drenge udsættes for forældrenes skilsmisse, klarer de sig dårligere i skolen (1).

(1) Henry B. Biller & Jon Lopez Kimpton (1997): The father and the school-aged child. Pp. 143-161 i M. E. Lamb (ed.): The role of the father in child development. 3rd ed. Wiley & Sons.

(2) Urie Bronfenbrenner (1961): Some familial antecedents of responsibility and leadership in adolescents. Pp. 239-271 i L. Petrullo & B. M. Bass (eds.): Leadership and interpersonal behavior. Holt, Rinehart and Winston, inc.

(3) Koestner, Franz & Weinberger (1990): The family origins of empathic concern: a 26-year longitudinal study. Journal of personality and social psychology 58 (4): 709-717. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/2348366/

(4) Patricia Draper & H. Harpending (1982): Father absence and reproductive strategy: An evolutionary perspective. Journal of anthropological research 38: 255-273. https://digitalcommons.unl.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1037&context=anthropologyfacpub

(5) Robert W. Blanchard & Henry B. Biller (1971): Father availability and academic performance among third-grade boys. Developmental psychology 4: 301-305. https://psycnet.apa.org/record/1971-27674-001