Mænd er som hovedregel mere aggressive og voldelige end kvinder; men deres aggressivitet går mest ud over andre mænd. Fra de var drenge, har de lært, at man ikke slår på nogen der er svagere eller mindre end en selv – herunder at man slår ikke på kvinder. Hvis de har taget den lærdom til sig, så vil de også som voksne holde sig fra at begå vold mod deres kone.
I den forbindelse er der i England lavet en spørgeundersøgelse (1,2) blandt en stor gruppe universitetsstuderende, som er eller har været i et kæresteforhold. Mændene var i gennemsnit 27 år gamle, kvinderne i gennemsnit 22 år gamle. De blev spurgt om hvordan de håndterede konflikter, både konflikter med deres kæreste / partner og konflikter med personer af samme køn som dem selv, f.eks. venner og samarbejdspartnere. Spørgsmålene var en udbygget version af den såkaldte Conflict Tactics Scale (CTS), der er en standardmetode til at kortlægge forekomsten af partnervold.
Resultatet i denne undersøgelse var, at kvinder i gennemsnit begik partnervold noget oftere end mænd gjorde. Dette galdt stadig efter at man tog hensyn til aldersforskellen (yngre mennesker er i gennemsnit mere voldelige end ældre). Det galdt også, uanset om man vurderede det ud fra hvad mændene sagde om dem selv, eller hvad kvinderne sagde om dem selv.
Hos begge køn var der en tendens til, at nogle personer generelt var mere aggressive og voldelige end andre. De der relativt ofte var aggressive og voldelige over for en partner, var det også relativt ofte over for bekendte af deres eget køn. Men ”relativt ofte” betød noget forskelligt for de to køn. Mænd var kun halvt så ofte voldelige over for en kvindelig partner som over for en mandlig bekendt. Det peger i retning af at de faktisk har taget den lærdom til sig, at det er forkert at slå på kvinder. Kvinder, derimod, var dobbelt så ofte voldelige over for en mandlig partner som over for en kvindelig bekendt. Det tyder på, at kvinder ikke har lært at holde igen med deres vold når det er en mandlig partner, der er i skydeskiven.
Andre undersøgelser tyder på, at når mænd relativt sjældent begår vold mod deres kone / kæreste, så er det fordi mænd i det hele taget relativt sjældent begår vold mod kvinder, sammenlignet med hvor ofte de begår vold mod andre mænd. Og når kvinder relativt ofte begår vold mod deres mand / kæreste, så er det fordi de er i et parforhold med ham. De begår sjældent vold mod andre mænd.
Konklusionen er, at mænd faktisk i nogen grad er ridderlige – de bruger mindre vold mod kvinder, end de bruger mod mænd. Kvinder er derimod det modsatte – det er som om de mener, de kan ustraffet slå på manden, for de forventer at han er ridderlig og ikke slår igen.
(1) Elizabeth A. Bates (2014):Testing predictions from the male control theory of men´s partner violence. Conference: British Psychological Society divison of forensic psychology. https://www.researchgate.net/publication/281204097_Testing_predictions_from_the_male_control_theory_of_men’s_partner_violence
(2) Bates, Graham-Kevan & Archer (2014): Testing predictions from the male control theory of men´s partner violence. Aggressive behavior 40 (1): 42-55.
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23878077