Hvis en mand og en kone skilles, og konen bliver bopælsforælder, så bliver manden ofte pålagt at betale ægtefællebidrag til ex-konen. Størrelsen af dette bidrag følger ikke faste regler. Det er sagsbehandlerne i familieretssystemet, der fastsætter det, og de gør det ud fra oplysninger om mandens indtægt. I praksis tages sjældent hensyn til mandens betalingsevne, f.eks. hans gældsforpligtelser (1). Det kan ofte ske efter en skilsmisse, at manden har store udgifter til advokater, til ny bolig, og især hvis han var privat erhvervsdrivende, kan det ske at hans firma i en periode går dårligt, da skilsmissen har givet en stor belastning på hans evne til at drive virksomheden. Det vil sige, at hans disponible indtægt kan være gået stærkt ned; men ægtefællebidraget fastsættes efter hvad han tjente måske et år tidligere. Det kan derfor ske, at bidraget fastsættes så højt, at manden ikke kan betale. Det kan tvinge ham til at gå fra hus og hjem, og der kan blive rejst en straffesag mod ham.

Hvis ex-konen har en rimelig indtægt (mellem 240.000 kroner og 320.000 kroner årligt), bliver manden som hovedregel ikke pålagt at betale ægtefællebidrag.

Man kunne mene, at i vor ligestillede tid vil det ret ofte være konen, der tjener mere end manden. Men det sker næsten aldrig, at ex-konen pålægges at betale ægtefællebidrag til manden. Så vidt vides, er det kun sket i et eneste tilfælde (2). Det pågældende par havde boet i udlandet, og konen tjente meget mere end manden. Ca. 15 år før skilsmissen blev de enige om, at han skulle opgive sit job og blive hjemmegående. Ved skilsmissen flyttede han til Danmark med to børn, og han levede derefter af kontanthjælp. Han var 58 år og hun 51 år. I dette usædvanlige tilfælde pålagde Landsretten hustruen at betale bidrag til manden i otte år.

(1) https://www.information.dk/debat/2018/06/maend-straffes-skilsmisse-mens-
kvinder-begunstiges-diskrimination

(2) https://www.berlingske.dk/privatoekonomi/har-husmor-ret-til-aegtefaellebidrag