Antallet af kvindekrisecentre i Danmark er hastigt stigende, fra 47 centre i 2017 til 80 centre i 2021. Med udgangen af 2020 var der i alt 617 pladser på landets kvindekrisecentre (1). Antallet af kvindekrisecentre steg kraftigt efter at regeringen i 2020 gav ekstra bevillinger til formålet. En del af de nye centre ledes af personer, som ikke har særlige faglige forudsætninger; her spiller det en rolle, at ejerne kan få 2.800 kr per kvinde per nat hun overnatter der (2). Disse penge kommer dels fra staten, dels fra kommunen.

P.t. er der omkring 13 mandekrisecentre. Med udgangen af 2020 var der i alt 97 pladser på krisecentre, som rådgiver eller modtager mænd. Det skønnes, at omkring 400 mænd årligt tager ophold på herberger og mandekrisecentre som følge af at have været udsat for vold i nære relationer (3).

I 2020 fik omtrent 2.300 volds- og kriseramte kvinder ophold på et krisecenter (4). I halvdelen af opholdene på kvindekrisecentrene havde kvinden børn med. I alt blev der medbragt 2.110 børn. På landsplan opholdt hver kvinde sig i gennemsnit 84 døgn der. 46 procent af kvinderne har dansk oprindelse, mens 47 procent har indvandrer- eller efterkommerbaggrund. For 7 procent af kvinderne er der ikke oplyst herkomst.

Ud af de kvinder, der henvendte sig og spurgte om der var en ledig plads, fik 50 % plads enten på det sted, de havde henvendt sig, eller på et andet center. De 50 % øvrige fik ikke plads. Af dem der ikke fik plads, var 18 % ramt af alkohol- eller stofmisbrug eller var psykisk ustabile.

Samlet set er antallet af pladser altså ikke nok til at dække behovet. Her spiller det dog en rolle, at det er blevet mere almindeligt at kvinder tager på krisecenter med deres børn forud for en skilsmisse, fordi de derved lettere kan overbevise skilsmissemyndighederne om at børnene skal have bopæl hos dem, og at faderen skal nægtes samvær med børnene (5, 6). I mange af disse tilfælde lyver kvinderne sig ind på centrene, idet de faktisk ikke har været udsat for vold. Krisecentrene får dobbelt betaling når der følger børn med ind, og det gør at disse mødre ofte kommer foran i køen, således at mange andre reelt voldsramte kvinder må gå forgæves i halve år eller mere.

Personalet på centrene stiller ikke spørgsmål ved kvindernes forklaring, og antager uden videre at kvinderne taler sandt. De kvinder der ikke taler sandt, giver en unødvendig ekstra-belastning af centrene.

Mænd og kvinder har ikke samme rettigheder, når det gælder hjælp til personer der rammes af partnervold. Skævheden ligger i Servicelovens § 109. Denne paragraf siger (7) at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold eller trusler om vold i en nær relation. Desuden skal der tilbydes 10 timers psykologbehandling. Kvinderne får også koordineret støtte til bl.a. bolig, økonomi, arbejde, skole, daginstitutioner og sundhedsvæsen. Når en kvinde flytter derfra, får hun tilknyttet en rådgiver, som hjælper hende videre i tilværelsen. Disse rettigheder gælder kun for kvinder, ikke for mænd. Når særligt kvinder er indskrevet i den danske lovgivning, skyldes det, at den følger Istanbulkonventionen, som handler om at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder, men ikke mod mænd; dansk lovgivning følger altså en konvention, som i sig selv er kønsdiskriminerende. Ligestillingsministeren begrunder forskelsbehandlingen med en påstand om, at kvinder fylder langt mere i voldsstatistikken, og at volden er af en grovere karakter (8). Det holder dog ikke helt stik. Mænd udsættes også for grov fysisk vold; 41 procent af dem, der tager ophold på et krisecenter på grund af vold, har været udsat for vold fra tredjepart. Det vil sige, at en kvindelig partner kan have bedt en ven eller bror udføre volden (9).

Mandekrisecentre administreres efter Servicelovens § 110, en kønsneutral paragraf, der siger (10), at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Denne paragraf kan hjælpe mænd, der på grund af partnerens vold ikke kan opholde sig hjemme. Officielt er mandekrisecentrene godkendt som herberger, og herberger kan ikke som kvindekrisecentre sikre anonymitet. Det kan være stigmatiserende for mændene, at de af kommunen mødes som hjemløse (9). De voldsramte mænd har lige som kvinderne brug for støtte m.h.t. psykiske problemer, arbejde sundhed etc. (11). Men mandekrisecentrene kan langtfra tilbyde samme specialiserede hjælp som den, kvinder og børn har ret til. Der er ikke i §110 noget tilbud om psykologhjælp; men man har dog politisk lavet en forsøgsordning i 2022 og 2023, som giver mænd ret til ti timers gratis psykologhjælp, mens de har ophold på et mandecenter (3, 8).

(1) https://levudenvold.dk/media/rwkg1kh1/%C3%A5rsrapport-hotline-og-
pladsoversigt-2020.pdf

(2) www.weekendavisen.dk/2021-41/samfund/en-god-forretning?

(3) https://levudenvold.dk/media/afxd3vu4/na-r_m%C3%A6nd_uds%C3%A6ttes_
for_vold_web.pdf

(4) www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=32775

(5) https://www.information.dk/debat/2019/12/familieadvokater-krisecentre-
misbrugt-foraeldres-kamp-faa-boernene

(6) https://manderaadet.dk/2021/10/21/en-bombe-under-retssikkerheden/

(7) https://danskelove.dk/serviceloven/109

(8) www.information.dk/indland/2021/09/kvinder-kan-indskrevet-paa-
voldskrisecentre-maend-kan

(9) https://politiken.dk/indland/art8647283/Partnervold-rammer-ogs%C3%A5-
m%C3%A6nd.-Men-hj%C3%A6lpen-er-begr%C3%A6nset-af-loven

(10) https://danskelove.dk/serviceloven/110

(11) www.tv2nord.dk/region-nordjylland/mange-maend-bliver-udsat-for-vold-
af-deres-kaereste-men-de-kan-ikke-faa-den-rette-hjaelp