Fakta og myterKvinder og mændSexovergrebKritikpunkter for og imod Metoo

Kritikpunkter for og imod Metoo

spot_img

#MeToo-bevægelsen startede i efteråret 2017 i Frankrig og USA og bredte sig hurtigt til det meste af verden. Kvinder fremsætter anklager om, at mænd har begået seksuelle overgreb på dem, som oftest navngivne kendte mænd i fremtrædende positioner. Den første MeToo-bølge i 2017-2018 fik kun få konsekvenser i Danmark. Men det fik den anden MeToo-bølge i Danmark, som startede med en tale som blev holdt af Sofie Linde i august 2020 (1). (Talen blev holdt af hende, men var ikke skrevet af hende selv).

Ikke alle MeToo-anklager er fra frustrerede kvinder, som forsøger at gøre sig fri af de mænd, som har været grove over for dem. Nogle anklager er nøje planlagt af feministiske netværk og har til formål at gøre mænd rystende bange. De mange tilfælde, hvor mænd blev fældet igennem efteråret 2020, var faktisk annonceret måneder forinden (2). Anklagerne mod fremtrædende mænd på TV2 var formelt begrundet i at man ville gøre op med en sexistisk kultur på arbejdspladsen. Men de mænd, der blev fældet, havde ikke vist nogen kritisabel seksuel adfærd de sidste 15-20 år, og det de havde gjort, var formentlig i den temmelig uskyldige ende, så det gav ikke mening at netop de skulle fældes, hvis man ville gøre noget ved den aktuelle kultur på arbejdspladsen.

Så vidt vides var motivationen snarere, at man ville fælde nogle af de mænd, der var mest kendt i offentligheden, for på den måde at skræmme andre mænd og øge kvindernes magtposition. Indtrykket af, at MeToo kan have karakter af en heksejagt mod mænd, bestyrkes af forløbet på TV2.

Man kan mene, at MeToo er godt, fordi det rydder ud i mænd med dårlig opførsel. Nogle politisk konservative går ind for denne synsvinkel, som betegnes ”dydskonservatisme” (3). Heri ligger, at konservative går ind for traditionelle familieværdier, og derfor tager afstand fra gifte mænd, der begår overgreb på andre kvinder. I modsætning til dette mener andre, at MeToo ikke så meget drejer sig om at få fjernet konkrete krænkere, men snarere er et værktøj for at gennemføre en identitetspolitisk dagsorden. MeToo er blevet selve den lunte, der får det identitetspolitiske krudt til at eksplodere. Det er ikke en biting ved bevægelsen – det er selve ideen med MeToo (4).

Mange mænd mener, at MeToo fører til en slags lynchjustits, hvor mændene mister al ære og værdighed og bliver fyret fra deres stillinger, uden at de har en reel mulighed for at forsvare sig mod anklagerne. MeToo-anklager kombineres ofte med et krav om, at man ubetinget skal tro på kvindens udsagn, #BelieveWomen. Fra starten har kvinderne i MeToo-kampagnen forlangt, at mændene skulle tie stille og lytte til kampagnen. Politiken bragte f.eks. et indlæg med overskriften: ”Kære mænd, det er nu, vi skal klappe i og lytte til kvinderne” (5). Hvis man accepterer mottoet #BelieveWomen, så betyder det, at enhver mand, der rammes af en anklage, ikke må protestere, og automatisk anses for skyldig. MeToo betyder således, at det generelle retsprincip, ”uskyldig indtil andet er bevist” ændres til ”skyldig indtil andet er bevist.” Manden dømmes ved det, der kaldes en ”folkedomstol”, dvs. at der danner sig en massiv fordømmelse på de sociale medier, en fordømmelse så massiv, at manden umuligt kan forsvare sig. De retsprincipper, der beskytter f.eks. en mand der er anklaget for voldtægt i det juridiske system, er sat ud af kraft. Den straf, som manden idømmes, er social udstødning, og ingen retsregler beskytter mod social udstødning.

Dertil kommer, at mange af anklagerne angår noget, som ligger mange år tilbage. Der kan derfor være tale om erindringsforskydninger – kvindens følelser omkring det, der skete dengang, kan have ændret sig; men de anklager der rammer manden nu, er baseret på hvad kvinden føler nu, ikke hvad hun følte dengang det skete. Ofte kommer anklagen om noget, der skete for mange år siden, som et lyn fra en klar himmel, og måske kan manden slet ikke huske noget om ting, der ligger så langt tilbage.

Nogle feminister (m/k) er gået i rette med disse kritikpunkter og mener at det er på tide at kritikken stopper, og at alle nu anerkender MeToo som et nødvendigt fremskridt (6, 7). Fra den side anføres, at det er irrelevant at tale om manglende retssikkerhed. I langt de fleste MeToo-sager er retssikkerhed irrelevant, for det er ikke sager ved domstolene.

Det anføres, at begrebet folkedomstol er vrøvl. En af kritikerne skriver: ”Jeg har altid studset over, hvor denne domstol mon befinder sig, og hvordan man får foretræde for den.” Med andre ord, folkedomstolen eksisterer ikke.

Det anføres også, at det står en privat arbejdsgiver frit for at hyre og fyre ansatte. De anklagede kan således ikke klage over uberettiget fyring.

Argumenter om, at anklager bør være forældet, hvis overgrebet er sket for mange år siden, afvises. En kritiker siger, at i hans øjne er 20 år gamle sager, fra en tid hvor seksualmoralen var anderledes, stadig fuldt relevante.

Argumentet om, at MeToo gør det vanskeligt at flirte, afvises også. I vore dage kræves der samtykke til alle tilnærmelser. En mand må ikke gøre tilnærmelser uden at have fået tilladelse først.

Argumentet ”Hun kunne jo have sagt fra” afvises. Anklagerne rettes netop ofte mod højtstående mænd i chefstillinger, og kvinden tør ikke sige fra over for en sådan mand.

Argumenter om at kvinden lyver, er narcissist eller bare vil have opmærksomhed, afvises også. Et modargument lyder: ”Overvej, om du vil sige det samme til din datter, hvis hun kommer hjem en dag og fortæller om overgreb og krænkelser på arbejdspladsen.”

Hvad skal man sige til disse argumenter til forsvar for MeToo?

For det første må man sige, at den almindelige sociale og seksuelle dynamik mellem mennesker bliver afløst af et puritansk krænkelsesmartyrium, som gør flirteri og begær til et potentielt overgreb. Det er blevet farligt for mænd i høje positioner at være alene med kvinder, f.eks. at holde møde med dem bag en lukket dør, at køre i elevator med dem, eller at spise middag med dem. Den såkaldte Mike Pence-regel (8) siger, at mænd fra nu af konsekvent bør undgå sådanne situationer.

Dernæst skal man se på hvordan det går de mænd, der er ramt af MeToo. Typisk mister de deres job, og på grund af den vanære, der har ramt dem, er det næsten umuligt for dem at få et nyt job (9). De kan ende på dagpenge og sågar på kontanthjælp, uden mulighed for forbedring af deres situation. Der kan følge en skilsmisse med, de må fraflytte deres hus, og mister således alt. Hele deres tilværelse er smadret. Er det en rimelig konsekvens for en mand, der som chef tyve år tidligere havde sex med en underordnet? Det er en straf, der er langt, langt hårdere end den straf, manden kunne have fået ved en retssag. Og den straf forældes aldrig. Den svenske filminstruktør Ulf Malmros sagde i 2017 at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie (10).

Straffen afhænger af den holdning, der dominerer på de sociale medier, og det er derfor rimeligt at sige, at den pøbel, der oppisker en lynchstemning på de sociale medier, er en folkedomstol.

Der er også det spørgsmål, om anklagerne overhovedet er sande. I nogle af de mest prominente sager herhjemme, er det tvivlsomt. Den tidligere praktikant på TV2, Therese Philipsen, har påstået at både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby på TV2 har begået seksuelle overgreb på hende. Hendes historier benægtes af alle tre mænd. To af dem har ganske vist haft sex med hende, men ifølge deres udsagn var det aldeles frivilligt, eller Philipsen var endda den opsøgende part. I en retssag ville man kunne holde Philipsens udsagn op imod mændenes forklaring og bore i, om Philipsens forklaring har sandsynligheden for sig. Men når det forløber som en MeToo-sag, tager man Philipsens udsagn for pålydende. Mændene bliver ikke troet (11). Der kan meget vel være tale om, at det Philipsen siger, er løgn, og at de dømte mænd således er uskyldigt dømte. Og altså med en ”dom”, der er mere indgribende i hele deres privatliv end nogen dom i en retssal.

Flere af de mænd, der er ramt af MeToo-anklager, har muligvis været helt uskyldige. Det gælder formentlig Jeppe Brixvold (der i nogle år måtte forlade sin stilling som rektor på Forfatterskolen) (4) og Michael Bojesen, der i 9 år var leder af DR’s pigekor og måtte forlade sin stilling i Statens Kunstfond (12) .

I flere tilfælde er der tale om, at personer, der kun er andenhåndsvidner, anmelder en mand for seksuelle overgreb, selv om den kvinde, han angiveligt skulle have forgrebet sig på, ikke selv mener at være udsat for overgreb. Alligevel er sådanne anmeldelser blevet taget alvorligt i de advokatundersøgelser, der fører til at pågældende mænd må forlade deres stilling. Det gælder mest tydeligt i sagen om Michael Bojesen (13), hvor nogle pigers jalousi-følelser kan have fået dem til at anmelde overgreb mod en veninde, som faktisk ikke var udsat for overgreb.

Til gengæld kan der nævnes andre mænd, som efter alt at dømme faktisk har begået seksuelle overgreb og grov chikane mod kvindelige medarbejdere, men som forstår at klare frisag.

Konsekvensen for manden ved at blive MeToo-anklaget kan være ude af proportioner. Er det rimeligt, at en dansk leder af et politisk parti mister hele sin position, fordi han syv år tidligere har lagt sin hånd på en kvindes lår under en fest? Den britiske forsvarsminister Michael Fallon blev fyret, fordi han i 2002 lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ (14). Så en hånd på et knæ 15 år tidligere er altså vigtigere end at få den rette mand til at styre et stort lands forsvar?

Alt i alt er det en væsentlig kritik mod MeToo, at selv om en del MeToo-anklager er berettigede, så har MeToo-konceptet en karakter som gør, at det let kan misbruges. Der er ingen sikkerhed for, at anklagerne er sande, og kvinder kan have alle mulige andre motiver til at skade mænd, som faktisk er uskyldige i anklagerne. Hele MeToo-konceptet indbyder til misbrug.


(1) https://dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(2) www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-
maend-bliver-fjernet-fra-poster

(3) http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/podcast-konservativ-infight-om-
damer-og-metoo/

(4) Marianne Stidsen (2019): Den nordiske metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger. 181 pp. U Press.

(4) https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6164381/K%C3%A6re-
m%C3%A6nd-det-er-nu-vi-skal-klappe-i-og-lytte-til-kvinderne

(5) https://politiken.dk/debat/klummer/art8400427/Fem-d%C3%A5rlige-
argumenter-g%C3%A5r-igen-i-MeToo-debatten.-Skal-vi-ikke-se-at-f%C3%A5-
dem-fjernet

(6) www.berlingske.dk/aok/det-var-en-anden-tid-og-hun-sagde-ikke-nej-her-er-
ti-svar-paa-ti-idiotiske

(7) www.vanityfair.com/news/2018/12/wall-street-goes-full-mike-pence-to-
avoid-metoo-accusations

(8) https://nyheder24.dk/nyheder/jes-dorph-petersen-taler-ud-det-er-en-
lortesituation-jeg-staar-i

(9) www.aftonbladet.se/debatt/a/G1GKyq/hela-min-familj-har-gatt-sonder-
av-ryktet

(10) http://kønsdebat.dk/blog/?p=339

(11) https://journalista.dk/tv-2s-advokat-fejlciterede-centralt-vidne-i-jes-dorph-
sag-afviste-forklaringen-med-opfundet-citat/

(12) http://kønsdebat.dk/blog/?p=324

(13) www.weekendavisen.dk/2022-27/samfund/kraenket-paa-anden-haand

(14) www.theguardian.com/politics/2017/nov/04/michael-fallon-defence-
secretary-sexual-harassment

Seneste artikler

Voldens kontinuum

Liz Kelly er en britisk lesbisk kvinde, som har en professorstilling ved en afdeling...

Hustruvold er ikke udtryk for patriarkalsk kontrol med kvinder

Ifølge feministisk teori er samfundet et patriarkat, hvor mænd holder kvinder nede, og en...

Partnervold blandt lesbiske

Dannerhuset skrev for nogen tid siden en kronik i Politiken med titlen ”Vold er...

Slår kvinder kun i selvforsvar?

Talrige forskningsrapporter viser, at partnervold går nogenlunde lige hyppigt begge veje, og at kvinder...

MERE SOM DETTE

Voldens kontinuum

Liz Kelly er en britisk lesbisk kvinde, som har en professorstilling ved en afdeling...

Hustruvold er ikke udtryk for patriarkalsk kontrol med kvinder

Ifølge feministisk teori er samfundet et patriarkat, hvor mænd holder kvinder nede, og en...

Partnervold blandt lesbiske

Dannerhuset skrev for nogen tid siden en kronik i Politiken med titlen ”Vold er...