Fakta og myterKvinder og mændVoldtægterHvad får nogle kvinder til at lyve om voldtægt?

Hvad får nogle kvinder til at lyve om voldtægt?

spot_img

I de mange undersøgelser af falske voldtægtsanmeldelser forskellige steder i udlandet, er der nærmere oplysninger om hundredvis af falske anmeldelser. De falske anmeldelser kan ske i mange forskellige situationer; men fælles for de fleste af dem er, at kvinden med sin anmeldelse opnår en eller anden følelsesmæssig gevinst.

Motiverne for falsk anmeldelse kan være komplicerede og besynderlige. Som et eksempel af mange kan nævnes denne sag fra Danmark (1): En 37-årig skilt kvinde anmeldte sin eksmand for en voldtægt, som dog aldrig havde fundet sted. Politiet opdagede hurtigt, at anmeldelsen ikke kunne være sand, og det endte med, at hun blev pålagt en (mild) dom for falsk anklage. I retten forklarede kvinden, at hun var blevet skilt fra manden et halvt års tid før anklagen fandt sted, og var blevet kæreste med en anden mand, der udsatte hende for psykisk terror og altså i sidste endte pressede hende til at oprette den falske anklage mod eksmanden.

Den mest omfattende oversigt over motiver for falske anmeldelser er lavet af en hollandsk forskergruppe (2). Fra det nationale kriminalitetsregister har de samlet 57 sager med falske anmeldelser, hvor det faktiske sagsforløb er afklaret uden for enhver tvivl. Deres oversigt indeholder følgende motiver:

Den hyppigste enkeltårsag (14 tilfælde ud af de 57) var at skaffe et alibi. Påstanden om at der var foregået en voldtægt skulle dække over personens egne kritisable adfærd, f.eks. utroskab, eller at en skolepige kom for sent i skole.

Den næsthyppigste årsag var ønske om at få opmærksomhed. Det motiv nævnes også ofte i andre undersøgelser. En ung dansk kvinde, som boede i Jylland, længtes f.eks. efter sin kæreste i København, og påstod at være voldtaget for at få kæresten til at rejse til Jylland og være sammen med hende. En østrigsk skolepige var frustreret over, at hendes forældre ikke havde tilstrækkelig tid til at være sammen med hende og give hende opmærksomhed, så hun opdigtede en voldtægt for at få deres opmærksomhed.

Nærtbeslægtet med ønsket om opmærksomhed er ønsket om sympati – hvis kvinden fremstår som voldtaget, modtager hun mange varme følelser og sympati fra omgivelserne.

Et tredje motiv i den hollandske undersøgelse var hævn. Hvis en kvinde er sur på en mand og ønsker at ramme ham med en voldsom hævn, kan det være meget virksomt at anklage ham for voldtægt. En datter kan være sur på sin far, eller en forsmået kvinde kan være sur på den mand, der har afvist hende. Hævnmotivet kan også komme i spil hvis et par havde frivillig sex, men manden kun var interesseret i et one night stand, mens kvinden ønskede et fast forhold.

Et motiv mere var fortrydelse – kvinden gik frivilligt med til sex, men fortrød bagefter og omdefinerede det skete til at være voldtægt.

Materiel vinding var ikke noget fremtrædende motiv. Kun i et af tilfældene var kvinden delvis motiveret af at modtage penge fra et regeringsfinansieret støtteprogram for voldtægtsofre.

I to af de 57 tilfælde spillede mental defekt eller sindssygdom en rolle.

Når alle disse tilfælde er nævnt, så er der stadig 22 tilfælde tilbage, hvor der ikke foreligger noget motiv. I ti tilfælde har kvinden ikke nævnt noget motiv, og politiet har ikke udspurgt hende. I 12 andre tilfælde har politiet spurgt efter motivet, men kvinden har svaret, at hun ikke ved, hvorfor hun gjorde det. Dette fører til den mærkelige konklusion, at i 39 % af de undersøgte tilfælde er der ikke noget motiv. Kvinden opdigter en voldtægt, og hun ved ikke selv, hvorfor hun gør det. Også mange andre anmeldelser synes at have et meget spinkelt motiv, eller slet intet.

Der er f.eks. en norsk sag (3), hvor en mand og en kvinde har et one night stand i mandens lejlighed. Kvinden er godt tilfreds med den sex, hun får der. Men få minutter efter, at hun har forladt lejligheden, SMS´er hun til en veninde, at hun er blevet voldtaget, og kort efter anmelder hun det til politiet. At anmeldelsen er falsk, kan kun konstateres ved at manden – på basis af bitre forudgående erfaringer – har haft en båndoptager skjult under sengen. Der foreligger intet motiv om, hvorfor sex-akten skulle anmeldes som voldtægt helt ud af det blå.

Til slut kan nævnes en sag fra Bornholm (4). En 24-årig kvinde anmeldte sine forældre og to søskende til politiet med påstande om incest, vold og voldtægt gennem en årrække. De anklagede blev anholdt og sad i fængsel i to dage. Efterforskningen viste snart, at det ikke kunne stemme. Kvinden erkendte, at det var pure opspind. Hun fandt på løgnene, fordi hun følte, at hun ikke havde fået nok opmærksomhed.


(1) https://jyllands-posten.dk/indland/politiretsvaesen/ECE10763750/kvinde-anklagede-eks-for-voldtaegt-endte-med-selv-at-blive-doemt/?utm_source=
dlvr.it&utm_medium=twitter

(2) De Zutter, Horselenberg & Van Koppen (2018): Motives for filing a false allegation of rape. Archives of sexual behavior 47 (2): 457-464. https://research.vu.nl/en/publications/motives-for-filing-a-false-allegation-of-rape

(3) http://www.nettavisen.no/nyheter/kvinne-dmt-for-falsk-voldtektanklage/
8510925.html

(4) https://www.dr.dk/nyheder/indland/kvinde-meldte-sin-familie-incest-men-
alt-var-logn

Seneste artikler

Voldens kontinuum

Liz Kelly er en britisk lesbisk kvinde, som har en professorstilling ved en afdeling...

Hustruvold er ikke udtryk for patriarkalsk kontrol med kvinder

Ifølge feministisk teori er samfundet et patriarkat, hvor mænd holder kvinder nede, og en...

Partnervold blandt lesbiske

Dannerhuset skrev for nogen tid siden en kronik i Politiken med titlen ”Vold er...

Slår kvinder kun i selvforsvar?

Talrige forskningsrapporter viser, at partnervold går nogenlunde lige hyppigt begge veje, og at kvinder...

MERE SOM DETTE

Voldens kontinuum

Liz Kelly er en britisk lesbisk kvinde, som har en professorstilling ved en afdeling...

Hustruvold er ikke udtryk for patriarkalsk kontrol med kvinder

Ifølge feministisk teori er samfundet et patriarkat, hvor mænd holder kvinder nede, og en...

Partnervold blandt lesbiske

Dannerhuset skrev for nogen tid siden en kronik i Politiken med titlen ”Vold er...