Undersøgelser i mange lande viser alle sammen, at en del af forskellen mellem gennemsnittet af mænds timeløn og gennemsnittet af kvinders timeløn kan forklares. Man analyserer sådanne forhold som forskelle i uddannelse, forskelle i branche, forskelle i anciennitet og forskelle i erhvervserfaring, og finder at den slags forskelle forklarer en stor del af forskellen på mænds og kvinders timeløn. Der er dog stadig en vis andel af lønforskellen, som ikke kan forklares på den måde.

I en stort anlagt dansk undersøgelse fra 2018 (1), har man grebet spørgsmålet an fra en helt anden vinkel. Her ser man på hvad det betyder for mænds og kvinders timeløn, at de bliver forældre. Det kan man gøre meget præcist, fordi man har data fra ATP, som præcist oplyser om hver enkelt persons arbejdstimer hvert enkelt år, så man kan sætte indtjeningen i relation til antal arbejdstimer.

Man har analyseret personer, som blev forældre mellem 1985 og 2003.

Når en kvinde bliver forælder, så går hun ned i arbejdstid, og når hun kommer tilbage på arbejdsmarkedet, så har hun som regel en lavere timeløn end før. Denne effekt varer både ti og tyve år ud i fremtiden efter fødslen af første barn. Effekten er jo større, jo flere børn hun sætter i verden. I gennemsnit for alle mødre finder man, at indtjeningen er ca. 20 % mindre end for barnløse kvinder.

En mand der blev forælder i perioden 1985-2003 skiftede derimod ikke til et lavere lønnet job. Den nedgang i timeløn som ses for mødre, ses overhovedet ikke for fædre.

I den viste figur ser man at mødre halter meget bagefter i lønudvikling i forhold til barnløse kvinder, mens fædre følger samme lønudvikling som barnløse mænd.

Det typiske forløb er, er at så snart en kvinde er blevet mor, så skifter hun karriere. Det bliver usandsynligt at hun tager et lederjob, og hun lægger fra nu af vægt på at få et job med ikke for højt ugentligt timetal, og med fleksible ordninger m.h.t. f.eks. børns sygedage. Mange mødre skifter fra et job i det private til et job i det offentlige, og mange skifter til særligt familievenlige jobs. Det viser sig ved, at mødre i meget stort omfang skifter til jobs, hvor de fleste af kollegerne ligeledes er mødre. Moderskabet får dem til at skifte fra at prioritere høj løn til i stedet at prioritere gunstige arbejdstider.

At mødres indtjening er reduceret med ca. 20 % i forhold til hvad andre kvinder tjener, forklares ligeligt af tre forhold: 1) en del af mødrene træder helt ud af arbejdsmarkedet; 2) en del af mødrene har relativt lavt ugentligt timetal; og 3) mødrene tager jobs med relativt lav timeløn. Punkt 3 kunne antyde en diskrimination imod mødre; men det er ikke en rimelig konklusion. Jobs med relativt lav ugentlig arbejdstid giver generelt lavere timeløn end andre jobs, og de mange hensyn der gør en arbejdsplads familievenlig, f.eks. gunstigt tidspunkt for fyraften og mangel på overarbejde, vil også give relativt lav timeløn. At mødrene sjældent får lederjobs, giver også lavere timeløn.

Når man tager hensyn til alt dette, så finder man at i moderne tid (anno 2013) kan effekten af at blive mor forklare ca. 80 % af forskellen i indtjening mellem mænd og kvinder. I andre analyser finder man, at forskelle i uddannelse, forskelle i ugentlig arbejdstid, og forskelle i branche, forklarer en stor del af løngabet mellem mænd og kvinder. Men alle de nævnte forskelle hænger altså sammen med, at kvinder, når de bliver mødre, skifter til mere familievenlige jobs i andre brancher. Nogle kvinder, som forventer at blive mødre, tager endda en relativt kort uddannelse på forhånd som passer bedre til arbejdsmarkedet for mødre.

Analysen kan ikke belyse, hvad der vil ske, når mænd begynder at tage længere barselsorlov og måske engagere sig mere i at opfostre børnene. Men der findes andre analyser, som foreløbig tyder på, at dette ikke vil have nogen stor effekt.

At sætte børn i verden kan med rimelighed siges at være et valg, som kvinden selv træffer. Det er også et valg, hun selv træffer, at skifte til et mere familievenligt job, frem for f.eks. et højt betalt job der giver råd til at lønne hushjælp. Man kan derfor med rimelighed sige, at mindst 80 % af løngabet mellem mænd og kvinder kan føres tilbage til kvindens egen prioritering i balancen mellem arbejde og hjem.

(1) H. Kleven, C. Landais & J.E. Søgaard (2018): Children and gender inequality: Evidence from Denmark. National bureau of economic research. Working paper 24219. https://www.henrikkleven.com/uploads/3/7/3/1/37310663/kleven-landais-sogaard_nber-w24219_jan2018.pdf