I Danmark blev der i årene 2010 til 2019 i gennemsnit begået 39 drab om året. Dertil kommer årligt 26 tilfælde af uagtsomt manddrab. Gennemgående er det totale årlige antal drab aftaget over årene; dog er antal drab som følge af familiedramaer ikke aftaget.
Der findes ikke nogen gennemgående statistik over drabsmandens køn og offerets køn. Dog har Justitsministeriet foretaget en gennemgang af drabssager fra en fireårig periode, 2008-2011. I den periode opregnes 154 gerningspersoner. Ud af disse drabspersoner var 12 kvinder, og resten mænd. Kvinder udgjorde altså 8 % af drabspersonerne (1). Dette tal er dog relativt lavt i forhold til visse andre år. I årene 2017-2022 begik danske statsborgere 39 partnerdrab, og af dem blev 5 begået af kvinder (13%) (2).
Når det gælder uagtsomt manddrab spiller kvinder en større rolle. I 2015 udgjorde kvinder halvdelen af de 22 gerningspersoner som blev sigtet for uagtsomt manddrab.
En ret stor del – næsten halvdelen – af drabene foregår i familien eller blandt mennesker med nære relationer. I Justitsministeriets rapport for årene 2008-2011 læser vi, at de fleste drab på personer i nære familierelationer er drab på kvinder. Samlet set er der i alt 39 kvinder, der i perioden 2008 til 2011 er blevet dræbt eller udsat for dødelig vold af en nuværende eller tidligere partner – altså ca. 10 kvinder om året. 8 mænd er blevet dræbt af en nuværende eller tidligere partner, altså i gennemsnit 2 om året. I en senere opgørelse, for 2017-2022 (2), er tallene for danske statsborgere 34 kvinder og 5 mænd, altså ca. 7 kvinder om året og 1 mand om året.
Nogle af sagerne karakteriseres som familiedramaer, hvor drabspersonen slår partner og/eller børn ihjel, og derefter begår selvmord. For perioden 2008-2011 gælder det 29 sager; ud af disse er drabspersonen i 27 tilfælde en mand, og i 2 tilfælde en kvinde. Tidligere har et tilsyneladende været mere almindeligt, at drabspersonen i famliedramaer var en kvinde. Justitsministeriets rapport skriver: ”Begrebet familiedrama er inspireret af retsmedicineren Jens Peder Hart Hansens kortlægning af drab fra 1946 til 1970. . . . Gennemgangen af drab fra 1946 til 1975 viser, at familiedramaer da var den hyppigste årsag til drab, idet en tredjedel af samtlige drab havde denne baggrund. I rapporten . . . siges det videre, at drab som følge af familiedramaer ofte resulterede i et udvidet selvmord, hvor gerningspersonen (der i den slags sager ganske ofte var en kvinde) dræbte hele familien og efterfølgende begik selvmord.”
At drabspersonen lige netop i familiedramaer tidligere ofte var en kvinde, men nu kun sjældent er en kvinde, kan måske forklares sådan at før 1975 var kvinder relativt mere pressede i familien, mens det nu mere entydigt er mænd, der er pressede i familien.
I Norge er det ligesom i Danmark sådan, at langt de fleste partnerdrab (90 %) begås af mænd (3). Noget lignende gælder i England (4).
Disse tal overser dog et aspekt, nemlig betydningen af selvmord. Mænd begår oftere end kvinder selvmord, og der findes oplysninger fra udlandet om, at knap 1/3 af alle mænds selvmord er resultatet af konflikter i parforholdet (5). Hvis det også gælder for Danmark, så skal man til antallet af dødsfald som følge af konflikter i parforhold også lægge et stort antal selvmord, især blandt mænd. Med årligt lidt over 400 selvmord blandt mænd i Danmark kan man således formode, at årligt ca. 140 mænd begår selvmord som følge af parforholdsproblemer. Hvis også knap 1/3 af kvinders selvmord skyldes parforholdsproblemer (andelen er dog nok lavere end det), så vil det udgøre ca. 50 dødsfald årligt. Hvis vi lægger tallene sammen, så får vi at årligt dør måske 60 kvinder på grund af parforholdsproblemer, hvoraf de ca. 10 dør ved drab. Og årligt dør ca. 140 mænd på grund af parforholdsproblemer, hvoraf 1-2 dør på grund af drab.
Et enkelt sted i verden findes en opgørelse, der belyser dette mere præcis, nemlig staten Utah i USA for året 2005. Her registrerede man det år i alt 65 dødsfald på grund af parforholdsproblemer. Af dem var 13 kvinder (11 blev dræbt, og 2 begik selvmord). De øvrige 52 var mænd (10 blev dræbt, og 42 begik selvmord). I dette tilfælde er der altså præcist belæg for, at dødeligheden som følge af parforholdsproblemer er langt større for mænd end for kvinder (5).
(1) https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Forskning/Forskningsrapporter/2014/Drab%20i%20Danmark%202008-2011.pdf
(2) https:// politiken.dk/indland/art8958046/Her-er-databasen-over-alle-45-
partnerdrab-i-Danmark-siden-2017
(3) https://www.vg.no/nyheter/innenriks/i/xn2OV/150-drept-av-sin-partner
(4) https://www.ons.gov.uk/peoplepopulationandcommunity/crimeandjustice/
articles/homicideinenglandandwales/yearendingmarch2018#how-are-victims-
and-suspects-related
(5) Richard L. Davis (2010):Domestic violence-related deaths. Journal of aggression, conflict and peace research 2 (2): 44-52. https://pdfs.semanticscholar.
org/9a64/53f571acda20d7ad31573c8ad9a941138f21.pdf