Ifølge tilknytningsteorien, som er en bredt anerkendt teori i psykologien, har det stor betydning for menneskers liv og udvikling, at de i den tidligste barndom opbygger en sikker tilknytning til en eller flere omsorgspersoner (oftest moderen). Når barnet når en alder på ca. 1 år, er tilknytningstypen allerede bestemt (1).

Hvis forældrene skilles, kan man derfor forestille sig, at det er bedst for det lille barn at være hos moderen, som det har den sikre tilknytning til. Det bruges af mange som argument for at barnet skal være hos moderen. Man kunne forestille sig, at f.eks. en 7 / 7 deleordning, hvor barnet først skal være hos moderen en uge, og så hos faderen en uge, giver så meget uro og omskiftning i barnets liv, at det tager skade. Men det bekræftes ikke af forskningen.

Når barnet er 0-2 år gammelt, er det vigtigste for barnet, at moderen er god til at kommunikere med barnet. I denne alder er der ingen klar fordel eller ulempe ved at barnet bor skiftevis hos forældrene. Men for børn på 3-5 år (2) og derover (3) er det bedst at bo skiftevis hos forældrene. Det er især undersøgt af svenske forskere (4). Her opdeler man i fire mulige situationer: A) barnet bor i en kernefamilie. B) barnet bor skiftevis hos forældrene i en 7/7 ordning. C) barnet bor mest hos den ene forælder, oftest moderen. D) barnet bor kun hos én forælder, oftest moderen. I en undersøgelse der omfatter børn fra alle fem nordiske lande i alderen 2-9 år finder man, at barnet har flest psykologiske problemer hvis det kun bor hos den ene forælder; i forhold hertil trives barnet bedre i en 7/7 ordning eller i en kernefamilie. Det vigtigste er altså, at barnet har samvær med begge forældre, og her er det især kontakten til faderen, der gør forskellen. At barnet skifter bopæl i et regelmæssigt mønster, skader det altså ikke.

De svenske forskere har også lavet en lang række undersøgelser af børn i 10 til 18-årsalderen, igen med en opdeling i boformerne A, B, C og D som nævnt ovenfor (3).

I hver eneste undersøgelse viser det sig, at A er bedst for barnet, B er næsten lige så godt, C er dårligere, og D er værst. Et eksempel med 12-15-årige børn: Andelen med søvnbesvær var i A, B, C og D henholdsvis 13, 14, 19 og 22 %. Andelen som ofte havde hovedpine var henholdsvis 12, 14, 17 og 19 %. I alle undersøgelserne, og på næsten alle parametre, især m.h.t. psykosomatiske problemer, fandt man samme mønster. Det gælder for fysisk sundhed, psykisk sundhed, humør og følelsesliv, selvværd, forhold til forældrene, forhold til kammeraterne, trivsel i skolen, og social accept (5). Når en familie skal skilles, er det altså konsekvent bedst at lave en 7/7 ordning.

En undersøgelse (6) udført efter samme principper, der omfatter børn fra alle fem nordiske lande, konkluderer det samme: Barnet har flest psykologiske problemer, hvis det kun bor hos den ene forælder. Det trives bedre i en 7/7 ordning eller i en kernefamilie.

Amerikansk forskning viser, at børn der vokser op med ringe kontakt til deres far, får det dårligere som voksne. De får flere adfærdsproblemer (7). Dårlig kontakt til faderen (og/eller til moderen) giver mere stress, som har negative virkninger på helbredet og endda disponerer for tidlig død (8). Blandt de undersøgte børn er der ingen sammenhæng mellem, hvor meget konflikt der er mellem mor og far, og hvor meget tid barnet tilbringer sammen med faderen. Jo mere tid barnet tilbringer sammen med faderen, jo bedre trives det som voksen, og dette er helt uafhængigt af, hvor meget konflikt der er mellem mor og far.

Internationale undersøgelser – i andre europæiske lande, i USA, og i Australien – viser konsekvent det samme. Den amerikanske forsker Linda Nielsen har lavet en oversigt over 40 undersøgelser, og de viser helt konsekvent dette mønster, især for børn ældre end 6 år (9). Der er altså ekstrem stor sikkerhed for at en ligeligt delt bopæl er det bedste for barnet. Her spiller det også en rolle, at hvis faderen skal passe barnet halvdelen af tiden, så vokser hans engagement, og det skaber tættere kontakt mellem far og barn.

Den samlede oversigt giver nogle uventede konklusioner især m.h.t. at konfliktniveauet mellem forældrene ikke er afgørende:

• Hos småbørn skader skiftevis overnatning hos far og mor ikke barnets tilknytning til moderen.
• De økonomiske forhold kan ikke forklare at enlige forældre giver det dårligste resultat.
• At 7/7 ordningen er relativt god for barnet, har ikke noget at gøre med graden af forældrekonflikt.
• At barnet bevarer et godt forhold til begge forældre bevirker, at det ikke rammes af konflikt mellem forældrene.
• Hvis børnene oplever højt konfliktniveau mellem forældrene, så ændrer det ikke på at deleordning er bedre end enligt forældreskab (10).

At forældrenes konfliktniveau er så højt, at de strides i en retssag, ændrer ikke på at en deleordning er bedre for barnet end at bo hos kun én forælder.

(1) Svensk forskningsoversigt: https://www.su.se/polopoly_fs/1.261599.
1450340833!/menu/standard/file/Barn%20i%20va%CC%88xelvis%20boende%
20-%20en%20forskningso%CC%88versikt.pdf

(2) Malin Bergström et al. (2018): Preschool children living in joint physical custody arrangements show less psychological symptoms than those living mostly or only with one parent. Acta pædiatrica 107 (2): 294-300. https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/apa.14004

(3) Emma Fransson et al. (2017): The living conditions of children with shared residence – the Swedish example. Child indicators research 11: 861-883. https://link.
springer.com/article/10.1007/s12187-017-9443-1

(4) Foredrag af Malin Bergström: https://www.youtube.com/watch?v=gsI61tBHzkY&feature=youtu.be (se især minuttal 11:05 – 14:40 og fra 22:38)

(5) Malin Bergström et al. (2013): Living in two homes – a Swedish national survey of wellbeing in 12 and 15 year olds with joint physical custody. BMC public health 13: article 868. www.academia.edu/34352805/Living_in_two_homes_a_Swedish_
national_survey_of_wellbeing_in_12_and_15_year_olds_with_joint_physical_custody

(6) Malin Bergström et al. (2019):Children with two homes: Psychological problems in relation to living arrangements in Nordic 2- to 9-year-olds. Scandinavian journal of public health 47 (2): 137-145. https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/1403494818769173

(7) M. M. Stevensen et al. (2018): Associations between parental relocation following separation in childhood and maladjustment in adolescence and young adulthood. Psychology, public policy, and law 24 (3): 365-378. www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6217824/

(8) W. V. Fabricius & L. J. Luecken (2007): Postdivorce living arrangements, parent conflict, and long-term physical health correlates for children of divorce. Journal of family psychology 21 (2): 195-205.

(9) Linda Nielsen (2014): Shared physical custody: Summary of 40 studies on outcomes for children. Journal of divorce and remarriage 55 (8): 613-635. https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/10502556.2014.965578

(10) Linda Nielsen: 10 surprising findings on shared parenting after divorce or separation https://ifstudies.org/blog/10-surprising-findings-on-shared-parenting-
after-divorce-or-separation