Langt hovedparten af alle komponister var og er mænd. Der findes ganske vist fortegnelser som f.eks. International Encyclopedia of Women Composers, der opregner tusinder af kvindelige komponister fra forskellige verdensdele og forskellige tidsperioder. Men meget få af disse komponister har produceret musik, som folk stadig lytter til. De fleste komponister, uanset køn, går i glemmebogen – de komponister som stadig bliver spillet ofte, er kun nogle få snese, og de er alle mænd. Problemet for kvindesiden er, at kvindelige komponisters musik ikke er specielt genial eller af specielt høj kvalitet – i hvert fald efter nogens mening (1, 2). Man kan spørge, om grunden til at så få kvindelige komponister er slået an, er at mændene på forskellige måder har holdt dem nede, eller om grunden er, at færre kvinder end mænd har det fornødne talent , eller vælge at forfølge deres talent.
Herhjemme findes der godt 200 medlemmer af Dansk Komponistforening. Andelen af kvinder i den forening er kun steget langsomt – fra 6 % i 1980 til 12 % i 2013 (2). I DJBFA (Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer) er 77 % af medlemmerne mænd, og i DPA (Danske Populær Autorer) er 80 % af medlemmerne mænd (tal fra 2009).
En opgørelse af repertoiret i de danske musikforeninger viser at 95 % af den kammermusik, der er spillet, er skrevet af mænd. Fokuserer man udelukkende på opførelser af musik, der er komponeret i løbet af de sidste 30 år, ligger andelen på 77 procent i de lokale musikforeninger, mens den hos orkestrene, operaerne, ensemblerne og de klassiske musikfestivaler ligger på 86 procent (3).
Hvis man ser på unge mennesker, der går i gang med en musikuddannelse (4), så kan man starte med at se på de musikalske grunduddannelser i Danmark, der har to linjer: rytmisk musik og klassisk musik. På linjen for rytmisk musik er langt de fleste elever mænd. De relativt få kvinder bliver næsten alle sammen undervist i sang. Af dem der på studiet fokuserer på instrumenter, er 90 % af hankøn.
På linjen for klassisk musik, derimod, er det lige modsat. Her er langt de fleste elever kvinder. Hvad kan forklaringen være? Det er vel næppe fordi, at klassisk musik er mere tiltalende for det kvindelige køn; men der er en forskel i tilgangen til musikken. I den klassiske musik er idealet oftest at forsøge at genskabe den stemning og det udtryk, som den klassiske komponist ønskede. Den rytmiske musik – med jazzen som det tydeligste eksempel – stræber efter det stik modsatte. Her handler det i højere grad om at gøre musikken til sin egen.
Der er altså en vis tendens til, at kvinder passivt gengiver den musik, andre har skrevet, mens mænd er mere motiveret for at skabe deres eget musikalske udtryk.
Hvis vi ser på rettighedshavere inden for dansk musik, så går midlerne via KODA og Gramex overvende til mænd (hhv. 88 % og 78 %).
En statistik på Statens Kunstfonds legater inden for musik viste at i 2010 var det overvejende mænd der modtog arbejdslegater (74 %), komponisthonorarer (100 %) og livsvarige ydelser (89%). Kun rejselegater blev lige ofte uddelt til mænd og kvinder.
Samme mønster ser man, når det gælder dansk pop. En musikredaktør på Berlingske beskrev i en kronik (5), at der simpelthen er mange flere gode mandlige musiknavne end kvindelige. På Spotifys danske top 50-liste er der p.t. kun én kvinde, de øvrige 49 er mænd eller mandlige grupper. Da mange af dem der bruger Spotify, er kvinder, tyder det ikke på, at det er mænd der holder kvinderne tilbage. Musikredaktøren spørger, hvorfor vi ser den tendens så voldsomt. Fra hans bord virker det ganske enkelt, som om udbuddet af potentielle kvindelige stjerner bare er forsvindende lille, især når man sammenligner med mændene.
(1) https://blogs.spectator.co.uk/2015/09/theres-a-good-reason-why-there-are-no-great-female-composers/
(2) https://seismograf.org/node/4982
(3) https://seismograf.org/artikel/det-handler-ikke-kun-om-kvinder-og-maend
(4) https://docplayer.dk/8643073-Koensbalancen-i-rytmisk-musik.html
(5) https://www.berlingske.dk/kultur/hvor-er-kvinderne-i-dansk-pop