Der findes en del undersøgelser der viser, at hvis faderen er positivt engageret i børnenes liv mens de er små, så vil børnene som teenagere udvikle sig gunstigt. Men man kan spørge, om det er faderens involvering som sådan, der direkte påvirker børnene. Der kunne være en sammenhæng med, at faderen tjener godt, og giver børnene materielt gode og trygge opvækstbetingelser. Der kunne også være en sammenhæng med, at far og mor som regel er ret enige i deres håndtering af børnene, dvs. man kunne forestille sig en positiv virkning af godt forældreskab i det hele taget, uden at faderen har nogen specifik virkning.
Siden 1990´erne er der publiceret flere undersøgelser i USA og Storbritannien, hvor man belyser om faderen har en specifik rolle. Her finder man at faderens engagement i børnenes liv har en virkning udover hvad der forklares af hans indkomst, og udover hvad der forklares af moderens engagement i børnenes liv.
I en undersøgelse interviewede man flere hundrede familier i 1980, 1983, 1988 og til sidst i 1992, da børnene var 19 år gamle (1). Man registrerede de unges generelle lykke, tilfredshed med otte bestemte dele af tilværelsen, og eventuelle sindslidelser. Man fandt at faderens indsats og moderens indsats bidrog lige meget til de unges velfærd, og at den enes indsats ikke kunne erstattes af den andens. Fædrenes bidrag var altså vigtigt. Faderens indsats da barnet var lille slog dog ikke kraftigt igennem, hvis familien siden da var blevet skilt. Hvis der kom en stedfar ind i familien, gav han en signifikant positiv virkning på barnets udvikling.
En senere undersøgelse (2) så på. om børnene op til en alder af 18 år havde adfærdsproblemer hjemme og i skolen. Også her viste det sig, at mor og far hver for sig gav uafhængige bidrag til barnets udvikling. Stedfædre kunne også her have målelig positiv betydning.
En undersøgelse af 11 til 17 år gamle børn viste den store betydning af, at barnet følte sig accepteret af faderen (3). Det havde stor betydning for barnets sociale kompetencer og for at forebygge adfærdsproblemer. I de tilfælde, hvor barnet følte sig godt accepteret af moderen, havde det en specifik betydning, at det også følte sig accepteret af faderen. Hvis det var tilfældet, gav skolelæreren en høj vurdering af barnets kognitive kompetencer.
En undersøgelse af over 2.000 britiske teenagere i alderen 14 til 18 år viste, at både fars engagement og mors engagement hver for sig havde stor betydning for hvor lykkelige børnene følte sig (4). Her var fars betydning større end mors.
En undersøgelse af 12 til 18 år gamle børn skete i to runder med ca. 1½ års mellemrum (5). Man så på problemadfærd, nedtrykthed og alkoholproblemer. Både moderens og faderens engagement i barnets udvikling gav hver sig et positivt bidrag. Moderens bidrag var størst. Men hvis man så på om barnet ændrede adfærd i løbet af de 1½ år, så var der en effekt på graden af nedtrykthed, og den effekt hang kun sammen med faderens indsats, ikke med moderens. Det tyder på, at i de senere teenageår har faderens engagement særlig betydning.
Samlet set er der altså meget evidens for, at hvis man både registrerer far-barn-forholdet og mor-barn-forholdet, så har de begge en betydning, der ligger ud over hvad der ligger i det generelle forældreskab. Faderen giver et specifikt bidrag; somme tider er moderens bidrag størst; men ofte er faderens bidrag størst.
(1) Paul R. Amato (1994): Father-child relations, mother-child relations, and offspring psychological well-being in early adulthood. Journal of marriage and family 56 (4): 1031-1042.
https://www.jstor.org/stable/353611?seq=1
(2) Paul R. Amato & Fernando Rivera (1999): paternal involvement and children´s behavior problems. Journal of marriage and family 61 (2): 375-384.
http://virtualworker.pbworks.com/f/Paternal%20Involvement.pdf
(3) Rex Forehand & Sarah Nousiainen (1993): Maternal and paternal parenting: Critical dimensions in adolescent functioning. Journal of family psychology 7 (2): 213-221. https://psycnet.apa.org/record/1994-01260-001
(4) E. Fluori & A. Buchanan (2003): The role of father involvement and mother involvement in adolescents´ psychological well-being. The British journal of social work 33 (3): 399-406. https://pdfs.semanticscholar.org/699c/e2d0eacb69c33e5e44895d7fe14d77311a8b.pdf
(5) Jeffrey T. Cookston & Andrea Finlay (2006): Father involvement and adolescent adjustment: Longitudinal findings from Add Health. Fathering 4 (2): 137-158. https://www.researchgate.net/profile/Andrea_Finlay/publication/235764594_Father_Involvement_and_Adolescent_Adjustment_Longitudinal_Findings_from_Add_Health/links/56f93a5408ae7c1fda3112d0/Father-Involvement-and-Adolescent-Adjustment-Longitudinal-Findings-from-Add-Health.pdf