I 2010 / 2011 udkom en rapport om kønsbalancen inden for rytmisk musik i Danmark (1). Den giver indblik i den ”fødekæde”, der producerer musikere. Fødekæden starter med de musikalske grunduddannelser (MGK), og fortsætter med konservatorierne. Når det gælder linjen for rytmisk musik, så er 82 % af eleverne på de musikalske grundkursus og 72 % af eleverne på musikkonservatoriet mænd. De relativt få kvinder, der tager disse uddannelser, bliver næsten alle sammen undervist i sang. Kun ganske få undervises i instrumenter. Af de, der på studiet fokuserer på instrumenter, er 90 % hankøn når det gælder de musikalske grundkurser, og 92 % når det gælder musikkonservatoriet.
Igennem de sidste godt halvtreds år har ungdoms-koncert-musikgenrerne hele tiden søgt noget hårdt og maskulint. Beat -= slag = hård, fast rytme. Rock = noget klippefast. Punk = antiæstetisk social protest. Metal = noget hårdt, glat og koldt. Heavy metal = tungt og hårdt. Hiphop og rap = maskulin musik fra sorte ghettoer. Det kan ikke undre, at sådanne musikgenrer ikke appellerer ret meget til kvindelige udøvere. Man kan snarere sige, at mændene hele tiden gennem musikken forsøger at distancere sig fra alt feminint.
I 2017 udkom en anden rapport: ”Diversitet i musikbranchen – mod en bedre kønsbalance” (2).
Her ser vi først kønsfordelingen blandt publikum. Når man spørger: ”Har du inden for de seneste 12 måneder været til en koncert med rytmisk musik?”; så svarer 39 % af kvinderne og 41 % af mændene ja. Blandt publikum er kønsfordelingen altså ret lige.
Dernæst er der tal for kønsfordelingen blandt medlemmerne af Dansk Musiker Forbund. Her er andelen af kvinder gradvis steget fra 11 % i 1986 til 26 % i 2016. De fordeler sig ret jævnt på genrer. Andelen af kvinder er højest inden for jazz (37 %). I øvrigt er andelen af kvinder 29 % inden for klassisk musik, 32 % inden for folk og world music, 23 % inden for elektronisk musik, 22 % inden for rock, pop og blues, 18 % inden for country, og 18 % inden for dansktop.
Når man spørger til medlemmerne af jazzbands, så er 16 % kvinder.
Alt i alt kan man ikke se, at kvinder forsvinder hen igennem fødekæden. For de forskellige musikerforbund tilsammen er ca. 28 % kvinder. Det svarer præcis til, at 28 % af eleverne på konservatorierne er kvinder.
Derefter kan man se på de booking-ansvarlige hos arrangører af live og jazz musik. Her er 26-27 % kvinder.
Men et er andelen af kvindelige musikere generelt. Noget andet er hvem der bliver spillet. Blandt dem der bliver spillet i radioen, er der en kraftig overvægt af mænd (3). En af dem, der er med til at bestemme, hvad der bliver spillet på de danske radiokanaler, siger, at når f.eks. Lukas Graham, Mads Langer og Rasmus Seebach ligger på top-ti- listen, så er det, fordi man har vurderet, at deres numre havde et større potentiale (4). Altså: Der er flere blandt publikum, der vil høre mandlige musikere.
I 2017 måtte programchefen på Roskilde Festivalen forklare følgende om kønsfordelingen (5): ”De 173 navne på årets plakat afspejler også en grundlæggende strukturel kønsubalance i livemusikken. Altså det faktum at færre piger og kvinder end drenge og mænd på et tidspunkt i deres liv vælger at satse på en karriere som professionel musiker. Andelen af kvindelige musikere udgør 20 procent af den danske livemusikscene, og ubalancen er ikke kun et dansk fænomen. Vi kender den fra hele verden.”
I 2016 var det helt galt på årets Tinderbox Festival på Fyn (6). Programmet omfattede 99 mænd og to kvinder. Udviklingschefen i Odense Kommune sagde at det simpelt hen ikke var muligt at finde flere kvindelige musikere til Tinderbox festivalen.
Og i 2017 beklagede feminister sig over, at musikerne på Grøn Koncert det år udelukkende var mænd (7).
Når det gælder dansk-top, så er det også et problem at finde kvindelige musikere. Ud af 55 nomineringer til Danish Music Awards 2017 havde kun syv af dem et kvindeligt islæt. Berlingskes musikredaktør skrev dengang (8), at på spotify vrimler det med succesfulde mandlige popstjerner – både erfarne og helt nye navne; men deres kvindelige modstykker er nærmest ikkeeksisterende. Ser man på de erfarne kvindelige navne, så er der ingen af dem der ryger op i toppen på samme måde, som mændene gør. Flere har været væk et par år, mens andres popularitet er for nedadgående bedømt på streaming-tallene alene.
Det samlede mønster synes at være, at det er svært at finde kvindelige musikere, der vil stille op på festivalerne, selv om ”gatekeeperne” siger, at de hjertens gerne vil booke og promovere kvinder. Og når det gælder hvilke musikere folk lytter til hjemme i stuerne, så er der kun få af dem, der er kvinder.
Alt i alt skyldes den skæve kønsfordeling i musikbranchen næppe, at der sker nogen form for diskrimination af uddannede musikere. Den skyldes, at relativt få kvinder lader sig uddanne i musik overhovedet. Og når det gælder publikum, så er ca. halvdelen af publikum kvinder. Men alligevel vælger de langt oftere at lytte til mandlige end til kvindelige musikere (7). At mændene skulle holde kvindelige musikere nede, er der intet, der tyder på.
(1) https://docplayer.dk/8643073-Koensbalancen-i-rytmisk-musik.html
(3) https:// kulturmonitor.dk/musik/art8365572/Det-er-simpelthen-ikke-godt-nok-det-her
(4) https://www.berlingske.dk/kultur/der-er-for-mange-danske-maend-i-radioen-det-er-vildt-irriterende
(6) https://politiken.dk/ibyen/koncert/art5618642/Årets-Tinderbox-99-mænd-
og-2-kvinder-på-scenen
(8) https://www.berlingske.dk/kultur/hvor-er-kvinderne-i-dansk-pop