I 2003 vedtog den norske regering, at der skal være mindst 40 % kvinder i bestyrelsen for børsnoterede virksomheder. Som følge af loven steg andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer fra ca. 5 % i 2001 til 40 % i 2008.
Da man vedtog loven, håbede man at den ville skabe mere fokus på det lag af kvinder i virksomhederne, som var egnede til lederposter. Regeringen lavede endog en database over egnede kvinder. Tanken var, at når der blev eftersøgt kvindelige kandidater til bestyrelserne, fik man måske også øjnene op for andre kvinders kvaliteter, sådan at der kunne forventes flere udnævnelser af kvinder til lederstillinger i de følgende år.
Sådan er det imidlertid ikke gået.
Der er fortsat ingen kvinder blandt disse firmaers administrerende direktører. Og andelen af kvinder blandt direktører i øvrigt er uændret omkring 10 % (1).
En forskergruppe (2) har undersøgt i hver virksomhed, hvor mange kvinder der hørte til de 5 højest lønnede i virksomheden (dvs. diverse former for direktører). Her ser de, at andelen af kvinder blandt de 5 højest lønnede steg i de virksomheder, der var forpligtet til at opfylde regeringens lovkrav. Men når de dernæst ser på andelen af kvinder blandt de 5 % af alle medarbejdere, der er højest lønnede – altså ledere på højt niveau – så steg denne andel ikke i de virksomheder, der havde fået 40 % kvinder i bestyrelsen. Andelen af kvinder steg heller ikke blandt de 10 % højest lønnede, eller blandt de 25 % højest lønnede. Det vil sige at der var ikke nogen tendens til at lovreformen havde virkninger længere nede i virksomheden. Der var ikke nogen ”trickle-down effect” – ingen tendens til, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.
Samme forskergruppe har også set på de mænd og kvinder, som ud fra objektive kriterier (erfaring, uddannelse, høj position i firmaet m.m.) måtte være oplagte kandidater til at rykke op på lederposter. Nærmere bestemt så man på personer i aldersgruppen 35 til 55 år. Man fandt ingen tendens til, at kvinderne i denne gruppe personer halede ind på mændene lønmæssigt efter at kravet om 40 % kvinder i bestyrelsen trådte i kraft.
Man undersøgte også, om lovreformen påvirkede unge menneskers karriereplaner. Der var ingen tegn på at lovreformen forøgede andelen af kvindelige studerende på den norske handelshøjskole. Og når man fik handelshøjskolestuderende til at svare på spørgeskemaer, så var der ingen tendens til at lovreformen fik kvinderne til at ændre deres planer om ægteskab og om at sætte børn i verden.
Alt i alt har lovreformen fået de virksomheder, som gennem hele perioden var børsnoterede, til pligtskyldigt at udnævne lige akkurat tilstrækkelig mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer til, at lovkravet om 40 % blev opfyldt. Men derudover har lovreformen ikke haft nogen som helst virkninger på kvinder længere nede i systemet, hverken de ansatte i virksomhederne, eller de unge kvinder der stiler mod en karriere i erhvervslivet (3, 4).
(2) Marianne Bertrand et al. (2014): Breaking the glass ceiling? The effect of board quotas on female labor market outcomes in Norway. IZA discussion paper no. 8266. http://ftp.iza.org/dp8266.pdf
(3) http://www.nordiclabourjournal.org/artikler/forskning/research-2015/article.2015-05-20.3011019632?
(4) https://finans.dk/finans/karriere/ECE8298831/danske-eksperter-norske-kvindekvoter-er-en-fuser1