Ifølge den gængse definition betyder ”trafficking” slavelignende handel med mennesker mod deres vilje, hvor de handlede mennesker bruges til f.eks. tvangsprostitution eller tvangsarbejde.
Kvinder fra fjerne lande, der arbejder som prostituerede i Danmark eller andre velstående lande, betragtes ofte som ofre for trafficking. Diverse humanitære organisationer arbejder med at samle disse ”handlede kvinder” op og forbedre deres liv, først og fremmest ved at give dem deres selvbestemmelse og selvværd tilbage, og enten organisere at de sendes tilbage til deres hjemland, eller at de får økonomisk støtte til en selvstændig tilværelse i Danmark. Men ønsker de det? Mangler de selvbestemmelse? Er de her mod deres frie vilje?
Rapporten ”Prostitution i Danmark” (1) kommer ind på, om nogle af de prostituerede i Danmark er handlede, altså om der er tale om trafficking. Dette har vist sig svært at afdække, fordi det ikke har været muligt at vurdere, hvorvidt en kvindes fortælling kunne identificeres som en handelshistorie eller ej. Selvom rapportens forfattere i journalerne og i et enkelt interview er stødt på beretninger, som kunne identificeres som handelshistorier, da der i historierne indgik elementer af tvang og ufrivillighed, var det ikke muligt at vurdere, hvorvidt disse kvinder reelt er blevet handlet til Danmark. Det lave antal domfældelser kan skyldes, at omfanget af trafficking er lille, eller som Rigspolitiet anfører, at sagerne er ressourcemæssigt tunge. De interviewede gadeprostituerede fra Østeuropa og Afrika fortæller, at de sender 40-50 % af de penge, de tjener, til familien i hjemlandet.
Interviews med thailandske prostituerede i Danmark viser, at de alle selv har truffet beslutningen om at komme til Danmark. De er ikke ofre for menneskehandel. Men samtidig er deres liv her ikke så rosenrødt – de er ikke stærke og frie kvinder (2). De sælger sex, fordi det er den bedste af en række dårlige muligheder. Nogle få danskere har studeret de pågældende kvinders baggrund, bl.a. ved at besøge de landsbyer, de er rejst ud fra. I en landsby i Thailand, hvorfra adskillige unge kvinder er rejst til Danmark, opfattes de unge kvinder nærmest som helte (3). De sender penge hjem til Thailand, som finansierer f.eks. skolegang og lægebehandling for deres familie; de hjemsendte penge er også gået til at bygge fine huse og købe biler. Der er nærmest tale om, at pengene fungerer som en slags ulandshjælp. De unge kvinder fortæller ikke nødvendigvis derhjemme, hvordan de tjener pengene. Men de føler sig ikke som ofre for menneskehandel – de føler sig som migrantarbejdere, og er stolte af det de kan gøre for deres lokalsamfund. De har ikke nødvendigvis nogen problemfri tilværelse i Danmark; de fleste udrejste thai-kvinder er i velfungerende ægteskaber, som gør det muligt at sende penge hjem; men nogle er i prostitution eller i hårdt fabriksarbejde, og nogle udsættes for hustruvold. Alligevel betyder deres økonomiske succes, at mange andre unge kvinder følger deres eksempel og rejser til Europa.
Mange unge kvinder fra Nigeria kommer til Europa og lever som prostituerede, især gadeprostituerede. Også i deres tilfælde har danskere besøgt deres hjemegn for at studere deres baggrund (4). Kvinderne rejser til Europa i forventning om at tjene mange penge, men bliver ofte skuffede over illegale immigranters hårde levevilkår. Der er dog et stort forventningspres fra deres familie for at de skal tjene mange penge, så de kan komme hjem igen og ernære fattige medlemmer af familien.
Den danske regering har i fem omgange vedtaget og revideret en handlingsplan mod menneskehandel, der bygger på forestillingen om, at menneskehandel er en lukrativ forretning for kyniske bagmænd (5). Men forestillingen om kyniske bagmænd passer kun i visse tilfælde. Selv om en del nigerianske kvinder er blevet handlet af mænd, er de fleste menneskehandlere selv kvinder. Ofte er de selv lokket til Europa som prostituerede, og så begynder de at betale en alfons for at lokke flere kvinder til landet. De lever et liv i Europa uden nogen uddannelse og uden at kende landets sprog.
Den danske regerings plan skal kunne hjælpe ofrene bedst muligt, samtidig med at den rammer bagmændene. Planen lægger derfor vægt på, at alle relevante aktører skal kunne kende tegn og signaler på menneskehandel. Det gælder både kommunale gadeplansmedarbejdere, asylcentre, politiaspiranter, retsvæsenet og særligt NGO’er. Når så en nigeriansk prostitueret bliver udsat for denne ”hjælp”, skal hun forlade Danmark inden for 100 dage, og gennem et stort bureaukratisk system får hun beskeden støtte til at gennemføre efteruddannelse i sit hjemland. Men sandheden er, at kvinderne deporteres tilbage til en uvis skæbne (6). De er som regel stadig fattige, og familien forventer at de har mange penge, som de så må forsøge at skaffe. Nogle skuffede mødre opfordrer deres døtre til at rejse illegalt til Europa en gang til, for at tjene flere penge. En betydelig del af de prostituerede, der bliver opsnappet og ”reddet” af velmenende organisationer, søger tilbage til prostitution, så snart de får deres frihed.

(1) J. Kofod et al. (2011): Prostitution i Danmark. SFI. 388 pp. https://pure.vive.dk/ws/files/191480/1121_Prostitution_i_Danmark.pdf

(2) https://videnskab.dk/kultur-samfund/prostituerede-er-hverken-ofre-eller-
staerke

(3) Sine Plambech (2016): Thai communities still rely on their daughters abroad. https://www.diis.dk/publikationer/thai-communities-still-rely-on-their-
daughters-abroad

(4) https://sciencenordic.com/anthropology-culture-denmark/victims-of-sex-
trafficking-return-home-to-great-expectations/1376603

(5) https://csr.dk/ny-handlingsplan-skal-bek%C3%A6mpe-menneskehandel

(6) https://www.information.dk/debat/2011/06/danmark-deporterer-handlede-
kvinder-hjem-uvis-skaebne