Ved fertilitet forstås antal børn født per kvinde i løbet af hendes frugtbare år. For at en befolkning kan opretholde sig selv, skal fertiliteten være lidt over 2, idet der skal tages højde for kvinder som aldrig når den frugtbare alder. Man siger som regel, at fertiliteten skal være mindst 2,1.

Det var den i mange lande i årtierne efter Anden Verdenskrig; men den faldt kraftigt i løbet af 1960´erne, da kvinder i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet, og da der blev god adgang til fri abort og p-piller.

Når man følger udviklingen i fertilitet igennem tiden frem til nu, så ser man f.eks. i de nordiske lande et voldsomt fald i løbet af 1960´erne og frem til ca. 1975. Et industrialiseret land som Japan oplevede det samme. I de katolske sydeuropæiske lande, med langsommere adgang til antikonception, skete faldet lidt senere.

Figuren herover (1) viser udviklingen i fertiliteten i de fem nordiske lande.

Det første store dyk skete i Finland, der nåede ned på 1,49 i 1973. Der er ikke nogen oplagt socioøkonomisk forklaring på dette. Derimod spiller det en rolle, at der i Finland opstod en særlig ”hjemmeavlet” feministisk bevægelse, Association 9, som især var en studenterbevægelse. Den var aktiv i årene 1966-1970, hvorefter de aktive medlemmer gik ind i de politiske partier for at få indflydelse der. Bevægelsen gik ud på at afskaffe forældede kønsroller, også i familien, og mange mænd blev medlemmer (2).

Den internationale anden bølge af feminisme ramte de nordiske lande lidt senere. Den slog kraftigt igennem med studenteroprøret i Danmark i 1968 og oprettelsen af Rødstrømperne i 1970. Også her var det en studenterbevægelse med idealer om at afskaffe gammeldags kønsroller, hvor mænd bebrejdede sig selv deres mandschauvinisme og forsøgte at deltage i familien på samme niveau som kvinder.

Eftervirkningerne af denne bevægelse viste sig i årene derefter med stærkt faldende fertilitet, ned til 1,39 i 1983. Derefter steg fertiliteten lidt igen. I Norge og Sverige var andenbølge-feminismen ikke så stærk, og i de lande var faldet i fertilitet mindre.

I løbet af 1980´erne og 1990´erne aftog feminismen i styrke – der var jo indført fuldt ud lige muligheder for begge køn, så feminisme føltes ikke så presserende. I samme periode steg fertiliteten gradvis. Det hænger sammen med stadig mere gavmilde ordninger for betalt barselsorlov, og stadig bedre forsyning med børneinstitutioner. I Sverige steg fertiliteten kraftigt i en kortvarig periode omkring 1990. På det tidspunkt var der et holdningsmæssigt tilbageslag for feminisme i Sverige, og det blev muligt at tale om medfødte forskelle mellem kønnene. Samtidig blev forældre stimuleret til at føde flere børn kort efter hinanden ved indførelse af en ”snabbhetspremie”, hvor de gunstige statstilskud under barselsorloven for første barn kunne udstrækkes til også at gælde barn nr. 2, hvis det blev født senest 24 måneder efter det første.

Lidt inde i 1990´erne kom der en feministisk modreaktion i Sverige, hvor det igen blev politisk ukorrekt at tale om medfødte kønsforskelle. Det viste sig også på regeringsplan, hvor en ny regering i 1994 blev stærkt feministisk præget. Den svenske statsfeminisme, vi kender, begyndte for alvor på det tidspunkt. Og i samme periode ser vi et voldsomt dyk i fertiliteten. Det kunne skyldes en samtidig økonomisk nedgangsperiode med stigende arbejdsløshed; men Finland oplevede den samme stigende arbejdsløshed, uden at det gik ud over fertiliteten dér (3).

Finanskrisen ramte de nordiske lande i 2008, og kunne dermed have virkning på fødselstallene fra 2009. Man kunne formode, at dårligere økonomi og større arbejdsløshed ville få færre par til at sætte børn i verden. Men tværtimod ser man et toppunkt i fertilitet omkring 2010 i de fleste lande – også Island. I Danmark er der dog et kortvarigt dyk lige efter finanskrisen.

I Finland ramte finanskrisen ekstra hårdt og langvarigt. Det førte til økonomiske stramninger, herunder afskaffelse af den generelle ret til betalt pasning af børn i 2015.

I øvrigt ser man i fire af de fem nordiske lande et markant fald i fertiliteten fra 2010 og frem. Det er bemærkelsesværdigt, for netop omkring det tidspunkt blev der indført mere øremærket barsel til mænd. I Island skete det allerede i 2000; men det slog først rigtigt igennem omkring 2005. Så netop nu, da mænd tager mere barselsorlov end nogensinde før, falder fertiliteten – i Island, Norge og Finland falder den endda dramatisk til hidtil uset lave niveauer. Det modsiger at mænds manglende indsats i hjemmet skulle være det, der havde holdt kvinder tilbage fra at føde børn. Der er oplysninger, især fra Sverige, om at hvis faderen tager ekstra meget barsel, så nedsætter det chancen for at kvinden vil føde et barn mere (4). Det ser ud til, at netop når mænd accepterer at tage en mere feminin rolle på sig, så falder fødselstallene.

Det eneste af de fem lande, hvor fertiliteten ikke er for nedadgående p.t., er Danmark. Det er samtidig det eneste land, hvor indførelsen af 2 måneders øremærket barsel til mænd endnu ikke har kunnet nå at have nogen virkning.

Der er tydeligvis mange forhold, der spiller ind på fertiliteten. Men det samlede mønster passer nogenlunde godt med en hypotese om en af de mulige faktorer: Jo stærkere feminismen står i samfundet, og jo mere mænd accepterer at tage en mere feminin væremåde på sig, jo mere mister kvinder lysten til at sætte børn i verden.

(1) https://data.worldbank.org/indicator/SP.DYN.TFRT.IN?locations=FI-SE-DK-
NO-IS

(2) https://www.mv.helsinki.fi/home/holli/lue8kalv2.html

(3) Heikki Hiilamo (2006): Woman-friendliness and economic depression: Finland and Sweden in the 1990s. Pp. 171-194 I A. L. Ellingsæter & A. Leira (eds.): Politicising parenthood in Scandinavia.

(4) Se Har mere barsel til fædre en virkning på moderens vilje til at føde et barn mere? – Fakta og Myter